da de en fr nl

Test LOW ( rund transportkasse )

Det er en fed cykel, du har«, råber en snedker, idet jeg hurtigt passerer ham og hans parkerede varevogn. Cyklen, jeg kører på, er en usædvanlig transportcykel, der minder om en tønde med tre hjul. Men Nihola, som den hedder, er flot og elegant at se på. Den tøndeformede cykel har blot været på markedet et halvt år, men er allerede fremstillet i 35 eksemplarer. Til sammenligning er der mere end 3.00 eksemplarer af den klassiske Christiania-ladcykel i de københavnske gader.Selv om der er tale om cyklernes svar på bilernes varevogn, er den prøvekørte transportcykel ikke overvældende rummelig. Den er bedst til de daglige indkøb, og der er plads til et barn i ladet, men ikke flere. Til gengæld har cyklen overraskende gode køreegenskaber. Når cyklen er god at køre på, er det blandt andet, fordi det runde lad gør den stabil. Tøndeformen er bedre til at modstå træk og vred i cyklen, end en firkantet kasse er. Cyklen bliver mere kontant, og benkræfterne udnyttes bedre.

FARTEN FRISTER

Tøndeformen er i sig selv så stærk, at der kan spares på materialerne. Selve rammen er ganske vist lavet af stål, men beklædningen består blot af let, brudsikkert plexiglas. Når vægten minimeres, rækker benkræfterne samtidig lidt længere. De gode og kontante køreegenskaber gør nu ikke cyklen til en racer. Det er selvfølgelig heller ikke meningen. Alligevel kan der komme ganske god fart på - særlig når ladet er tomt. I skarpe sving bliver den høje fart snart en udfordring for førerens balanceevner, idet det ene forhjul let slipper vejbanen med det resultat, at cyklen - der i dette hektiske øjeblik er blevet to-hjulet - truer med at vælte. Heldigvis er der sat ekstra modstand på styret. En slags omvendt servostyring, som mindsker tendensen til overstyring i svingene, når ladet er tomt. Det er ganske godt tænkt. FOR LILLE TIL STORINDKØB Ladet - tønden - er cyklens styrke, men det er også her, vi finder cyklens største begrænsning. Den runde form og en diameter på 58 cm efterlader ikke overvældende meget plads i ladet. Hvis man forventer en cykel til storindkøb, risikerer man at blive skuffet. En ølkasse kan godt knibes ned, men der kan ikke sættes noget ved siden af den. Og mere end tre fyldte indkøbsposer kan der ikke blive plads til, medmindre varerne sættes oven i hinanden med maste æg og mælkekartoner til følge. Når det kommer til ladets rummelighed, er det egentlig den runde form, der er det største problem. Var der hjørner at udnytte, ville det være nemmere at få plads til tingene. På indersiden af tønden er der monteringsbeslag til et barnesæde. Barnesædet sidder højt nok til, at der kan være lidt bagage eller enkelte indkøbsvarer under det. Barnesædet er en fin måde at transportere den lille på og kan eventuelt suppleres med endnu et barnesæde bag på cyklen. I selve ladet er der imidlertid ikke plads til flere børn, og pladsen efterlader ikke rigtig mulighed for for eksempel at ligge ned og sove eller lege, mens far eller mor sørger for transporten.

FLOTTE FORMER - FAIR PRIS

Trods begrænsninger er tøndeformens muligheder udnyttet til det sidste. En ekstra dimension må fremhæves: Tønden gør cyklen flot. De runde former giver cyklen et meget tiltalende ydre. Fremtoningen er blød og let. Det transparente og optisk lette plexiglas, som ladet er beklædt med, understøtter formgivningen fint. Den vellykkede formgivning er det mest iøjnefaldende, når cyklen toner frem i gadebilledet. Og manden, kvinden eller barnet på gaden er imponeret. Sjældent har en prøvekørt cykel fået så mange spontane anerkendende ord med på vejen fra forbipasserende. Et par eksempler: »Hvor er den smart«, »Nøøj, se den cykel mor«, »Nej, hvor er den flot« eller »hvad koster den?« Det sidste, prisen, hører selvfølgelig med til historien. Cyklens grundpris er 8.997 kroner. Det er en konkurrencedygtig pris, når køreegenskaber og design tages i betragtning. Men ladets begrænsede rummelighed en faktor, der måske kræver mere end én overvejelse, inden der investeres i cyklen. Nihola-cyklen er et komfortabelt alternativ til den almindelige to-hjulede cykel. Var ladets rummelighed større, kunne cyklen også have været et mere indlysende og prisvenligt alternativ til bilen. Måske ikke et alternativ til snedkerens varevogn, men et alternativ for byens børnefamilier, der har brug for et transportmiddel til indkøb, børnehave og job i nærområdet.

NIHOLA TRANSPORT * Grundmodel: Standardstørrelse med hurtigjustering af sadlen - kan benyttes af flere med forskellig benlængde. * Pris, grundmodel: 8.997 kr. * Lad og lasteevne: Der kan vælges mellem 8 farver til ladet. Lasteevnen er 100 kg. * Farve: Den prøvekørte model er sennepsgul, men der er mulighed for at vælge mellem 60 forskellige farver. Alle i slagfast pulverlak. * Udstyr: 5 indvendige Sachs-gear, selvoprettende og hydraulisk dæmpet styretøj, parkeringsbremse, tromlebremse på begge forhjul, aluminiumsfælge, plastskærm ved baghjul. * Ekstraudstyr: Cykelgarage (nylonovertræk), frontluge til lad (så man kan læsse fra siden i stedet for fra oven), godkendt lås, forskærme i plast, gummimåtte til ladbund, barnesæde, vindskærm til lad. * Flere oplysninger: Nihola Transport Cykler, Vesterbrogade 177, 1800 Frederiksberg C, tlf. 33 22 79 05 eller www.nihola.dk


Af Michael Andersen